Brunst i bakkerne – Sikajagt i Irland

Mads D. Jessen er taget til Irland. Til den grønne ø ude i Atlanterhavet med det lunefulde og omskiftelige vejr for at jage sikahjort i brunst. Det er en ikonisk jagt, og da det er første gang, at Mads stiller sig selv denne udfordring, så er det også en jagt fuld af overraskelser og helt nye indtryk. Jagten begynder her.

Flyet lægger an til landing i Cork … i regnvejr. Netop det lunefulde vejrlig er et af de elementer, der gør denne sikajagt til en udfordring, og da vi skal jage helt imod sydvest på øen i County Kerry hos outfitter John Mangan, har vi det foranderlige Atlanterhav til at diktere vejret.

Herude er landet dækket af flotte småbjerge og lange stræk med moser og bregner, så jægeren skal være let til bens og med en fornuftig kondi. Med i felten har jeg desuden det nye ballistiske kikkert-sæt BDX fra Sig Sauer Electro Optics. Det er et kombineret sæt med afstandsmåler og kikkertsigte.

Som det er mere detaljeret beskrevet i artiklen på side 58, så kommunikerer rangefinder og kikkert via bluetooth, så når du laver en måling på afstanden vil rødpunktet placeres sig korrekt i sigtekorset i overensstemmelse med kuglebanen. Der er altså ikke noget kliktårn, du skal dreje, men blot lave en afstandsmåling og derefter holde lige på målet med rødpunktet.

Vel ankommet til Mangans residens bliver vi briefet om sikajagten og koblet op med vores stalker. Min kompagnon hedder Donncha og er en venlig herre af få ord, altid i gummistøvler – og med store, barkede næver. En mand, der er opvokset lokalt og lever af jorden, og som kun har et hånligt fnys til overs for camouflagetøj. Uanset hvor meget vi går op og ned ad bakkerne i The Black Valley, kommer han aldrig til at svede. Da jeg spørger ham, svarer han, at han som regel går helt til tops et par gange om ugen og næsten altid har et skadet får med ned over skuldrene. Om det er rigtig ved jeg ikke, men det skulle sgu ikke undre mig. Men han kender skråningerne som sig egen bukselomme, og det giver også bonus i det lange løb.

Langfart gennem klipperne

Allerede, inden vi tager afsted på vores aften-outing, får jeg at vide, at jeg skal snøre støvlerne ordentligt: det bliver en hård tur. Og ganske rigtigt. På sydsiden af Black Valley tripper vi hurtigt hen over en af de talrige moser og går op i højderne.  Et stykke oppe følger vi så klipperne stik vest. Det er modvind, korte byger med støvregn, men mest høj sol. En skøn aften, hvor vi med kikkert og skridt følger floden Gearhameens snoninger og træbevoksede bredder.

I lavlandet kan vi se flere hjorte trave rundt i vådbundsområderne, og vi kan tydeligt høre deres mærkværdige brunstfløjt, men alle er på den anden side floden og absolut uden for skudvidde. Vi gør holdt ved flere klippefremspring, og på et tidspunkt stiller en mindre stanghjort sig lige på vores rute mod vest. Diskussionerne går frem og tilbage, om det giver mening at tage hjorten (så har jeg i det mindste fået én), men vi lader stille dyret passere uden at vække postyr.

Det skulle vise sig at blive en helt god beslutning. I stedet satser vi på en hurtig march godt 2 km. længere mod vest, hvor der er udsigt over et blandet engareal med høslæt. Her er der standplads for en af de større hjorte i området. Travet er hårdt og i svedende højt tempo. Hen over højlandets moser og sammenskredne klipper, hvor fodfæstet ikke er vanligt for fladdanske fødder. Flere steder over os ser vi vildgederne springe af sted, når de bliver presset af vores fremmarch. De er på kvoten, men lige nu har vi hverken tid eller anledning til at gå efter gederne. Da vi endelig når hen til udsigtspunktet, begynder lyset allerede at blegne. Der er nu kun minutter tilbage at skyde i, så der skal tages nogle hurtige beslutninger.

Derfor kravler Donncha frem med afstandsmåleren, der både fungerer som kikkert og også styrer sigekornet. Hjorten er der – ret nede foran os på en lille grøn plet, men i skygge under træudhænget, så det er svært at vurdere geviret. Jeg bliver kaldt frem med riflen, og imens klarer Donncha korrektionen med rangefinderen. Fremme ved kanten får jeg Sauer’en lagt til rette, og meldingen lyder på 168 meter til målet. Jeg kan se, at rødpunktet ligger et par prikker under krydset i sigtet, så det er bare at lægge rødpunktet på hjorten og finde et roligt skud.

Braget lyder, og heldigvis først herefter begynder den varme bukkefeber at melde sig. Hele situationen var meget effektiv, og nu måler vi, at skudvinklen var 26 grader. Altså en kombination af skudvinkel og længde, der er yderst sjælden under jagt i Danmark, men hvor udstyret gjorde skuddet meget simplere.

 

I pandelygternes lys nærmest klatrer vi ned mod engen og hjorten. Den ligger inde mellem træerne og er stendød. Helt tæt på min første sikahjort bliver jeg ret forbavset over, hvor relativt små disse asiatiske hjorte er. Men flotte farver med helt mørk bringe og let prikket rygparti. Og et mærkværdigt trofæ, der er helt søndersplintret i den højre stang og tydelig skadet af dysten om damerne. Et helt igennem atypisk trofæ, som kun bliver bedre af, at det er min første sika, og den har tydeligvis været en sej kæmper. Natten falder over brækningen, og lykkeligvis ligger engen tæt ved en mindre træbro og vejen gennem dalen, så hjemslæbningen er ’piece of cake’.

Den store hjort

På bilturen hjem op ad bjerget spotter vi en større sika i forlygternes skær. Den gør kort holdt ved siden af bilen, og Donncha noterer sig dens rute og position. Morgenen efter starter vi derfor relativt højt, et par hundrede højdemeter over stedet, hvor vi så hjorten dagen før. På turen ind er der tavst, men da vi står på toppen af en større klippehylde, får vi kontakt med hjorten fra i går. Det er blot et kort glimt vel en 100 meter under os, og væk er den. Heldigvis er der respons på kaldet, og vi får relativt godt styr på, hvor den bevæger sig hen.

Pludselig fornemmer vi dog noget tumult under os, og der er nu tydeligvis flere hjorte – tre styks, der fløjter til hinanden.

Stille, stille, stille glider og klatrer vi ned ad skråningen. Vi er heldigvis ikke nået op til de allermest nøgne klipper, så vi har faktisk god dækning fra bundvegetationen.

Men det samme har hjortene, så vi kan ikke se hannerne, der fløjter til hinanden. Ret foran er dog et markant klippefremspring med omkring 3-4 hinder, der synes at ligge mellem hjortene. Her gør vi holdt og venter. Der lyder nogen skramlen mellem sten og bregner, som godt kan være hjortene, der skraber eller slås. Lige med ét springer en stanghjort op på fremspringet og gør sig til foran hinderne. Godt nok stor i kroppen, men ikke en hjort klar til afskydning, så kuglen bliver i kammeret.

Nogle gange følger heldet de enfoldige, og uvist hvorfor springer stanghjorten ned, og den store hjort indtager scenen på klippen. Det er næsten for let. Vi måler afstanden til knap 60 meter, og Sauer’en lyner sekunder efter.

Hjorten tumler ned i skuddet, og vi venter nogle minutter, inden vi går til skudstedet. Helt som forventet ligger den forendt ved foden af klippen, og blot en halv time efter vi gik afsted, ligger trofæet foran os. Denne gang er det et fint og regelmæssigt gevir, en ulige 8-ender. Proportionerne er fuldt genkendelige, men igen undres jeg over, hvor påfaldende lille sikaen egentlig er.

Men det er et flot dyr, og især de meget tydelige fløjt og dyrenes meget aktive og bevægelige brunst i det smukke landskab, gør virkelig sikajagten til en fornøjelig jagtoplevelse. Denne gang er slæbet ned ad bakke, men her kan jeg simpelthen ikke følge med. Donnchas 4×4 gummistøvler bener afsted, så jeg lader mig sakke bagud og nyder i stedets solens varmende stråler på den sydvendte skråning.

Gedejagt

Flere steder på dalens stejleste sider er vi stødt på vildgeder, der fouragerer eller glor uforstående på os, når vi passerer forbi. Da alle jægere nu har nedlagt sika, falder snakken over morgenbordet mere intenst på gedejagt. Hurtigt bliver det arrangeret, at vi kan tage nordpå til County Galway. Her ligger de ufremkommelige karstlandskaber, som er dækket af halvvejs borstskyllede lag af kalksten, og hvor der går store flokke af irske vildgeder. Det er et mystisk og fascinerende landskab med store, ufremkommelige karstsletter og lange stendiger, der deler området op i få arealer til græsning.

Da vi når frem, støder den lokale stalker til. Han har allerede været ude og spotte og mener, at vi kan nå uset frem til en flok geder, der går mellem et par af stendigerne.

Vi må ud i en stor buer på grund af vinden, for gederne er særligt snu med næsen, mens de ikke reagerer synderligt på synet af mennesker.

Turen derover bliver en blandet fornøjelse. Hele arealet er dækket af en ret grov græsart, men nedenunder lurer farerne. Her er nemlig flere, større sprækker i kalkstenen, som gerne griber fat i støvlerne og lægger dig ned. Vi finder hurtigt en mærkelig trippegang, hvor vi følger i hinandens fodspor og sådan undgår de værste styrt. Desuden falder regnen stødt, hvilket ikke gør vores kalkklippespring mindre farefulde. Vi når dog helskindet frem til digerne, som også giver os god dækning for dyrene.

Det er en stor flok – godt på den anden side af de hundrede individer.

Som vanligt ligger de større bukke i udkanten af flokken, og vi udser os tre af de store, og vil forsøge at skyde samtidigt. Vi er tre skytter, der har lagt os til rette, men flokken er nu blevet varsom og begynder at rejse sig. Et halv minuts tid senere er alle dyr på benene, men de selvsikre bukke tager sig god tid i mageligt tempo.

Perfekt for os, for vi får rig lejlighed til udvælgelsen og til at sende blyet nogenlunde samtidig afsted. Efter skuddene ser det ret mærkeligt ud, for den store flok geder nærmest flyder hen over landskabet uden synderlig fart. Skræmte er de i hvert fald ikke, men det kan jo være, at ikke engang de ellers så vævre geder kan galoppere afsted hen over sprækkerne i kalken.

Det er store bukke, vi har nedlagt. Især min, den kulsorte, som stod i midten, har mange år på bagen. Omkring 11-12 år mener vores stalker.

Vi får denne gang selv fornøjelsen af at brække dyret og tage hånd om trofæet, for gederne lugter kraftigt. Ikke decideret ubehageligt, men en tydelig og vedholdende moskusagtig duft, der sætter sig i tøj og hænder flere dage frem.

Eksotiske arter

Jagten i de irske bjerge er en skøn blanding af eksotiske arter og udfordrende jagtsituationer. Det er derfor fuldt forståeligt, at sikajagten i Irland har fået et særlig godt ry hos de danske jægere, for det er let at komme dertil. Der er en behagelig og afslappet stemning, mens både landskab og vildtbestand kan give dig nye udfordringer.

Faktisk vil det også være et godt sted at starte på udlandsjagter for den mindre erfarne jæger, for vildtbestanden er så tæt og landskabet så varieret, at alle grader af skydefærdighed kan tilgodeses.

Artikel fra nr 27/feb 2019