Bagt rødding og beurre blanc-stuvede kartofler, tilsmagt med ørredrogn og purløg
”En af mine absolutte yndlingsretter, festlig og elegant!” – Jaguarkokken
Portioner:
6 personer
Tilberedning:
ca 1,5 time
Ingredienser
- 6 røddingfileter (160 g hver)
- 1,2 kg kartofler
- 3 bananskalotteløg
- 3 dl hvidvin
- 1 dl fløde
- 250 g smør (stuetemperatur)
- 100 g ørredrogn
- 1 bundt purløg
- Dild ( som pynt)
- 1 citron
- Salt og peber
Sådan gør du:
Forvarm ovnen til 120 grader.
- Skræl kartoflerne og kog dem i godt saltet vand i ca. 20 minutter.
- Pil skalotteløgene og skær dem i skiver, lad dem simre i hvidvinen indtil der er halvdelen tilbage og tilsæt derefter fløden, lad det koge lidt mere ind.
- Skær skindet af fileterne, del dem i to og læg dem på en smurt bageplade eller i et fad. Krydr med salt og peber.
- Skær kartoflerne i skiver mens de stadig er varme, og læg dem i en stor gryde.
- Bag fisken ved 120 grader i ca. 10-14 minutter, fisken skal være 44 grader i midten for at være perfekt tilberedt.
- Blend skalotteløgene i vinen, og når blandingen er glat, tilsættes 250 g stuetempereret smør i små tern under fortsat blendning. Smag til med salt og peber eller evt. lidt eddike. Bland saucen med kartofler, ørredrogn og finthakket purløg. Denne sauce må ikke koges op igen, for så skiller den.
- Læg kartoflerne i bunden af tallerkenen, 1 filet (2 stykker) oven på hinanden og pynt med dild og citron.
Lad festen begynde!