Cæsar Guerini Italienske kvalitetsvåben
Efter knapt tyve år i branchen fremstiller Caesar Guerini nogle af Italiens fineste våben.
Cæsar Guerini Srl startede sin virksomhed i 2000. Virksomheden er stadig verdens førende inden for geværfremstilling, og den har nået at få mange udmærkelser for sine enestående produkter. Virksomheden har specialiseret sig i haglbøsser, og størstedelen af produktionen sker i Italien. Den er inspireret af den klassiske engelske -tradition for geværfremstilling og henvender sig til en eksklusiv og kræsen målgruppe, som vil have geværer med fejlfrie våbentekniske egenskaber, enestående ballistisk ydelse, nem og enkel håndtering samt et perfekt øje for detaljer.
Det norditalienske dalstrøg Gardone Val Trompia løber gennem landskabet under en klar, azurblå himmel, der står som en kontrast mod dalens grønne græs og bjergskråningernes høje, stedsegrønne træer med de snedækkede bjerge i baggrunden. Virkeligheden overgår fantasien og billedet af den storslåede natur i Italiens bjergområder. Jorden i dette område indeholder store mængder jernmalm, og disse forekomster har været en bidragende faktor til, at regionen har været centrum for Italiens produktion af finere våben lige siden oldtiden. Regionens våbenproduktion kan spores helt tilbage til etruskerne, som begyndte at udvinde jernmalm her og derefter smeltede den til stål til fremstilling af sværd. Da Romerriget var blevet et imperium, begyndte våbensmedene i Val Trompia at udstyre legionærerne med våben, som derefter blev svinget over hele det udstrakte rige, fra Hadrians Mur til Jerusalems porte. Da fremstillingen af skydevåben begyndte at kræve førsteklasses håndværk og et stort kendskab til metalfremstilling under høje tryktolerancer, blev Val Trompias våbenproducenter kendte for deres høje kvalitet – og det er de stadig den dag i dag. Som Italiens næststørste våbenproducent er Caesar Guerini i høj kurs blandt de legendariske våbenproducenter i denne sagnomspundne dal. Virksomhedens hurtige klatring til en så prestigefyldt placering er lige så exceptionel som deres våbenproduktion.
Brødrene Guerini og vennen Wes Lang opdagede et overset marked
Hvis en virksomhedsrådgiver havde set på geværfremstillingsindustrien i 2000, ville vedkommende næppe have rådet nogen til at starte en skydevåbenfabrik i en dal, der har været centrum for den italienske våbenhandel i mange hundrede år. Men selvom døren til dette marked lod til at være lukket, så fandt brødrene Antonio og Giorgio Guerini sammen med deres ven Wes Lang, som i dag er administrerende direktør for Caesar Guerini i USA, et mulighedernes vindue, og det lykkedes for dem at komme ind i den eksklusive kreds af våbenhandlere.
Brødrene Giorgio og Antonio Guerini trådte ind i den flere generationer gamle familieejede virksomhed i Val Trompia, da de begge var i 20’erne. Giorgio arbejdede med salg og markedsføring, mens Antonio arbejdede som ingeniør. Wes og Giorgio mødtes, da Wes arbejdede med salg og markedsføring for en anden italiensk våbenproducent. De tre mænd blev hurtigt venner, og med tiden blev deres telefonsamtaler til hyppige, personlige møder, som blev efterfulgt af forretningsplaner.
– En dag ringede Giorgio og sagde: ”Vi er klar til at starte virksomheden.” Jeg kan huske, at jeg svarede, at jeg er med. Dengang var vi alle sammen lidt over 30, så det var det perfekte tidspunkt i livet til at prøve at starte denne virksomhed.
Mens Wes og brødrene Guerini stadig arbejdede for forskellige topvirksomheder i den italienske våbenindustri, lagde de mærke til et overset marked med kunder, som ville have god kvalitet til lavere priser, ikke mindst i USA. Denne kundegruppe ville have funktionerne fra finere haglgeværer, men til en lavere pris end den, man skulle betale for et skræddersyet produkt. Trioen bestemte sig for at opfylde disse kunders ønsker. Deres første gevær blev lanceret på det europæiske marked i 2001, og importen til USA begyndte i 2003. I begyndelsen satte virksomheden sin lid til et netværk af italienske leverandører for at få fat i dele til de tidlige Guerini-modeller – denne forretningsidé mindede om, da briterne hundrede år tidligere fremstillede ”guild guns” med baskyle i et Anson & Deeley-design. Høj kvalitet i kombination med overkommelige priser resulterede i skyhøje salgstal. Og efter hvert år med et tocifret afkast blev basisudbuddet udvidet, og produktionen af nye modeller blev mere centraliseret. Da virksomheden fandt tilstrækkeligt store lokaler i Gardone Val Trompia, flyttede de ud af lagerlokalet, som de lejede, og begyndte at bygge dalens første komplette produktionsanlæg i 50 år. Caesar Guerini købte også en stor andel i pistolvirksomheden Fabarm, så de kunne fremstille dele og dermed sikre, at produktionen kunne holde trit med efterspørgslen. I 2012 erhvervede man Fabarm i sin helhed, og derefter blev Guerini Italiens næststørste våbenproducent.
Kvindelige skytter – et voksende marked
Et andet marked med oversete kunder fangede Caesar Guerinis opmærksomhed: kvindelige jægere og sportsskytter. Antallet af kvindelige skytter var steget kraftigt, og virksomheden sørgede for at imødekomme denne kundegruppes ønsker, inden andre europæiske og amerikanske producenter overhovedet indså, at der fandtes en efterspørgsel. Caesar Guerini designede sin Syren-model i 2014, og seks år efter lanceringen bidrager varemærket i høj grad til virksomhedens tocifrede vækst.
– Jeg har problemer med at sikre, at vi har nok våben på lager, så et eller andet må vi jo gøre rigtigt, siger Lynne Green, varemærkechef for Syren. Efter at have konkurreret i lerdueskydning sluttede hun sig til virksomheden som professionel skytte i 2015 og arbejdede på deltid med Syrens markedsføringsteam indtil 2016. I 2017 begyndte hun at arbejde i virksomheden på fuld tid.
Syren – designet efter kvinders anatomi og præferencer
Syren var en satsning, men en nøje kalkuleret sådan. Inden Caesar Guerini lancerede varemærket, var kvindelige skytter henvist til klodsede, ”lyserøde og indskrumpne” udgaver af producenternes standardmodeller eller modeller til unge skytter. Man kunne naturligvis få fat i skræddersyede haglgeværer til kvinder, men for mange nybegyndere inden for sportsskydning var prisen alt for høj. I mere eller mindre al den tid Wes havde arbejdet med skydevåbenproduktion, havde han lagt mærke til denne opdæmmede efterspørgsel og en stigende skare af kvindelige skytter, men vejen til at imødekomme deres efterspørgsel var ikke snorlige. Det var da hans kone, som deltog i et kursus i lerdueskydning, en eftermiddag sagde, at hun skulle skyde med sine kvindelige bekendte fra kurset, at han fik en aha-oplevelse:
– Jeg indså, at min kone godt kunne lide at skyde. Hun kunne bare ikke lide at skyde sammen med mig!
Ud over sin rolle som virksomhedsleder arbejder Wes med at montere skræddersyede skæfter på Guerinis geværer. Og da det ikke lykkedes ham at finde et skæfte i standardsortimentet, som passede til hans kone, startede han fra bunden af, så det skulle blive rigtigt. Resultatet blev et smukt valnøddeskæfte med et smallere greb, kortere skæftelængde, en forhøjet ryg, som kompenserer for kvinders længere nakke og højere kindben samt en justeret skæftevinkel og vridning, som passer bedre til kvinders kropsform. En kvinde, som vil begynde på sportsskydning med et gevær, hun kan præstere med, finder det, hun har brug for i Syren-modellen.
– For cirka 80 til 85 procent af de kvindelige kunder passer en Syren direkte fra hylden. Til resten foretager jeg personlige tilpasninger, så de får en model, der passer til dem, siger Lynne. Guerini har satset på os kvindelige skytter, og markedets svar er positivt.
Gennemgående kvalitet
Rent forretningsmæssigt kan man sige, at Caesar Guerini arbejder ud fra de samme principper som bilindustrien: på samme måde som med nye bilmodeller designes enhver ny generation af Guerinis våben gennem forbedringer af det foregående års sortiment.
− Selvom jer er utroligt stolt af et gevær, som vi sælger i dag, så bliver jeg endnu mere stolt over et gevær, vi sælger næste år, siger Wes.
Til trods for, at konstante forbedringer kræver løbende investeringer i forskning og udvikling, så holder prisen på et haglgevær fra Caesar Guerini stadig trit med målgruppens marked:
– Det er dyrere at bygge et gevær på den her måde, men det indebærer, at du aldrig får et af vores nyeste geværer og tænker ”hvor ville jeg bare ønske, at de lavede dem lige så godt som før”, siger Wes.
Mange mener, at Caesar Guerinis model Invictus er en revolutionerende forandring, hvad holdbarhed blandt haglvåben angår – designet er resultatet af flere års forskning for at finde en teknisk løsning, der giver den samme oplevelse og mindre rekyl.
Livstidsgaranti
Inden Guerini-våben bliver en del af sortimentet, bliver de godkendt af de italienske myndigheder i henhold til de højeste tilgængelige teststandarder, og de gennemgår også en kvalitetskontrol med 300 punkter fra våbeninspektører i Italien. Hvis de bliver sendt til USA, bliver der foretaget yderligere en kontrol med 300 punkter på Caesar Guerinis virksomhedscampus i Cambridge, Maryland. Som standard får kunderne tilbudt livstidsgaranti – et exceptionelt tilbud fra en våbenproducent – og en gratis service til alle nye våben.
Revenant – et jagtvåben med enestående gravure til en god pris
Et eksempel på, hvor langt virksomheden er kommet siden den forsigtige start, er Revenant-geværet. Denne model giver også en forsmag på, hvad markedet kan forvente sig af tilbud i fremtiden. Mekanismen har en afrundet baskyle, der smelter sømløst ind i et flot valnøddeskæfte, hvis overflade er blevet smurt ind i olie i hånden og forsynet med flotte netskæringer. Den dybe motivgravure med fasanhaner og dalende ahornblade på baskylen samt de afrundede sideplader understreger Revenants i forvejen graciøse linjer. Udførelsen af en så elegant finish som denne overlader Caesar Guerini til Bottega Incisioni C. Giovanelli, verdens førende virksomhed inden for mekanisk gravure. De skaber smukke mønstre til Revenant og andre eksklusive Guerini-geværer ved at kombinere maskinens gravurepræcision med håndgravurekunsten.
– Kombinationen af maskine- og håndgravure giver et flot slutresultat, siger Wes.
De seneste tekniske fremskridt inden for metallurgi og maskinbearbejdning giver Revenants piber og mekanisme en imponerende styrke og robusthed. Men geværet har ikke bare et smukt ydre: Hvis du lader det hvile mod skulderen, og lader som om du skyder, så kan du mærke en hurtig reaktion fra 20-kalibermodellen. Det fremgår tydeligt, at geværet er designet af mennesker, som jager. Hvis man ser nærmere på prisen for en Revenant, så får man lidt af et chok – dog ikke fordi det er dyrt, men fordi prisen er så god:
– For 50 år siden ville det have været umuligt at fremstille et gevær som dette maskinelt. Men eftersom teknikken findes, så kan vi nu fremstille virkelig fine våben og endda til en overkommelig pris, siger Wes.
Inden Julius Cæsar krydsede Rubiconfloden i 49 f.Kr., udtalte han de bevingede ord alea iacta est, ”terningen er kastet”. Cæsar var fast besluttet på at indtage Rom, og der stod meget på spil. Det handlede om liv eller død, og da han først havde krydset floden, var der ingen vej tilbage. For tyve år siden, da Giorgio, Antonio og Wes grundlagde Caesar Guerini, krydsede de rent metaforisk deres egen Rubicon. Planen var at bygge flotte geværer i høj kvalitet med de seneste funktioner inden for skydevåbenteknik til en god pris. For hvert år skulle de forbedre deres våben og aldrig nogensinde give op. Æren for deres fantastiske succes – den symbolske laurbærkrans – tilhører alle dem, der arbejder hos Caesar Guerini.
TEKST: Oliver Hartner
FOTO: Terry Allen och Cæsar Guerini