Et krystalklart billede og total tilstedeværelse
Den rigtige optik løfter jagt- og naturoplevelsen og gør den til den rene fornøjelse
Tekniske funktioner og termer – det kan være svært at føle sig sikker, når man skal vælge optik, og når man som jæger, skytte eller friluftsentusiast skal vælge, eller ikke vælge, til en kommende naturoplevelse. Det kan være en god idé at spørge sig selv, hvordan fx vejrforholdene ser ud, hvilken jagtform der skal udøves, eller hvilke lysforhold der råder. Hvis man vælger at investere i kvalitetsoptik, spiller dette ofte en afgørende rolle for præcision, sikkerhed, følelse og holdbarhed. Hos Jaguargruppen tilbyder vi et stort udvalg af håndkikkerter, kikkertsigter, natoptik, afstandsmålere, rødpunktssigter og tilbehør til optik, og vi fører flere af markedets mest kendte varemærker inden for optik, så som Swarovski Optik, Zeiss, Leica, Kahles, Aimpoint, Pulsar, Sig Sauer, Vortex, Nordhunt m.fl. I vore jagtbutikker møder du dygtige medarbejdere, som tilbyder specifik og tilpasset hjælp, der passer til lige netop dine behov. Vi har lavet en liste med nogle af de vigtigste ting, du bør have styr på, hvis du skal finde den rigtige optik, når du skal ud i naturen.
Den måske vigtigste opgave for optiske instrumenter er at hjælpe os med at se på længere afstande ved at forstærke vores syn. Optik af god kvalitet forstærker vores sanser, og får det til at føles, som om den var en del af os selv – den mindsker afstanden, så det, du betragter, føles, som om det er lige i nærheden. Detaljerne bliver tydeligere, mørke forhold opleves lysere, og kontrasterne bliver skarpere. Med de rigtige hjælpemidler er det en fornøjelse at være i naturen og for at opnå et højere niveau, er det en stor fordel at vide, hvad du har brug for – uanset om det gælder forskellige jagtformer, fuglekiggeri, konkurrenceskydning, på havet eller at stå på et bjerg og få hele oplevelsen af det storslåede landskab. Det er primært størrelsen på synsfeltet og forstørrelsen, der afgør, hvilken kikkert der er bedst egnet til formålet, kombineret med evnen til lysoptagelse samt farve- og detaljegengivelse.
Optik til jagt og friluftsliv – fra enkel til avanceret teknik
Optiske instrumenter som fx håndkikkerter, kikkertsigter, afstandsmålere, mørkesigter, termiske kikkerter og udsigtskikkerter bruger linser af glas eller andre transparente materialer til at koncentrere eller sprede lysstråler og få genstande til at se større eller mindre ud. Den første enkle kikkert blev opfundet i begyndelsen af 1600-tallet af optikeren Hans Libbershey, og kort tid efter byggede Galileo Galilei en kikkert og rettede blikket mod nattehimmelen og opdagede Jupiters måner. De første kikkerter havde glaslinser, som forstørrede det, man så, på nøjagtig samme måde som i dag. Derimod er der sket meget andet siden da. Kikkerten udviklede sig hurtigt i 1800- og 1900-tallet, og der sker stadig en stor udvikling af de optiske instrumenter.
Idag er der et hav af alt lige fra mere enkel optik til avanceret og multifunktionelt udstyr af høj kvalitet på markedet. Den tekniske udvikling går stadig hurtigt, og der dukker hele tiden nye og spændende løsninger op med forbedret kompatibilitet, brugervenlighed og ydelse. Din håndkikkert eller dit kikkertsigte er ikke længere kun beregnet til forstørrelse – de kan også måle afstand, have digitale funktioner, opfange varmesignaler, kommunikere med hinanden via Bluetooth og konfigureres via apps i din telefon.
Læg stor vægt på dit valg af optik – det gør en markant forskel
Kvalitetsoptik styrker følelsen af at være til stede i nuet, hvor hjælpemidlet forstærker oplevelsen og mindsker afstanden. Optik med et skarpere og lysere billede, kompensation for eventuelle synsfejl, større kontraster og længere holdbarhed skaber ganske enkelt bedre forudsætninger for, at du får mere ud af din aktivitet, uanset om det gælder friluftsliv, sportsskydning eller jagt. Mange skytter mener endda, at man bør lægge større fokus på at finde den perfekte optik end at investere i det dyreste våben, man kan finde, eftersom god optik giver en så stor fordel og gør en så stor forskel for et godt og sikkert skud.
Forstørrelse og linse-diameter – tal, man bør have styr på
De tal, man først støder på, når man ser en kikkert – det fremgår ofte af produktnavnet – beskriver dels forstørrelsen, dels linsens åbning/diameter i millimeter. Nogle af de mest almindelige allround-håndkikkerter går under betegnelserne 8×42, 10×42 og 8×32. Betegnelsen 8×42 indikerer, at håndkikkerten har en maksimal forstørrelse på 8x, og at linsen har en diameter på 42 mm. Hvis genstanden befinder sig 100 meter væk, så kan du ved hjælp af din håndkikkert med betegnelsen 8×42 få det til at se ud som om, den er 12,5 meter væk.
OPTIKHYLDEN: TYPISKE PRODUKTER
Optic Science Woodland 6×21
Afstandsmåler Måler afstanden mellem to punkter. Til jagt og fx golf.
Vortex Diamondback HD10x50
Bådkikert Håndkikkert velegnet til at se på lang afstand. perfekt til både jagt og på båden.
Vortex Crossfire 10×42
Fuglekikkert og naturkikkert Robust kikkert fremstillet til at se detaljer med.
Nordhunt Field 10×42
Jagtkikkert Let kikkert til alle former for jagt. Vejrbestandig, god lysstyrke.
Swarovski Optik CL Pocket 8×25
Minikikkert Let kikkert til safari, camping og vandring.
Optic Science HAWK 8×42
Monokikkert Lille og let med kun ét objektiv, vejrbestandig.
OPTIKHYLDEN: TYPISKE PRODUKTER
Optic Science 15-45×60
Udsigtskikkert/ Spotting scope Stor forstørrelse og detaljegengivelse af dyr og natur. Kræver stativ.
PARD NV008P
Natkikkert Til jagt i mørke eller navigering af båden om natten.
Sig Sauer Sierra 3BDX 3,5-10×42
Kikkertsigter Til alle former for jagt.
Pard NV007S Nordic
Digitale mørkesigter Til jagt både dag og nat.
Pulsar Thermion XP50
Varmesigter Registrerer kropsvarme. Til jagt om natten og vildsvinejagt.
Aimpoint Micro H-2
Rødpunktssigter Supplement ved hurtig jagt og jagt på korte afstande.
Forstørrelse og virkelige situationer – synsfelt og stabilitet
Det handler om at foretage en afvejning mellem forstørrelse, synsfelt og et stabilt billede. En større forstørrelse giver et smallere billede, hvor en kikkert med en lav forstørrelse i stedet kan have et større synsfelt. En håndkikkert med en forstørrelse på 8x har som regel et synsfelt på 120-130 meter som standard, mens en håndkikkert med en forstørrelse på 10x giver et mindre synsfelt og en standard på omkring 100-110 meter. Jo nærmere du kommer på målet, desto mindre bliver synsfeltet.
En stor forstørrelse gør det muligt at se noget på lang afstand, men en af ulemperne kan være, at dine håndbevægelser og rystelser også bliver større, så du dermed får et mere rystet billede. Ved en rigtig stor forstørrelse kan selv luftforureninger og dis påvirke billedet. For kikkerter med stor forstørrelse, fra en forstørrelse på ca. x10, kan det ofte være en fordel med et stativ for at få det bedste ud af oplevelsen. Udsigtskikkerter har som regel en større forstørrelse og bruges næsten altid med stativ. Til langdistanceskydning og fuglekiggeri er det almindeligt med optik med en større forstørrelse end x10, og til disse formål er udsigtskikkerten yderst velegnet. Noget andet, man bør tænke på, er kikkertens vægt. En større linseåbning indebærer en tungere kikkert, og den kan nemt føles mere klodset.
Lysstyrke og udgangs-pupil – objektivdiameter og forstørrelse hænger sammen
En større linseåbning gør det muligt at opnå en højere lysstyrke. Det samme gælder forstørrelsesgraden, hvor en lavere forstørrelse medfører et lysere billede. Hvis man tager to håndkikkerter af samme mærke og med de samme egenskaber, så kommer kikkerten med 8×42 til at give et lysere billede end kikkerten med 8×32, da linsen er større. En kikkert med 8×42 kommer til at give et lysere billede end en med 10×42, da forstørrelsen er lavere. Især under ringe lysforhold opleves billedet ofte som mørkt, hvis det er et smalt objektiv.
Udgangspupil er en værdi, som angiver den mængde af lys, der passerer gennem kikkerten og frem til øjet, og det bruges til at sammenligne billedets lysstyrke mellem forskellige kikkerter. For at beregne den værdi, så divideres linsediameteren med forstørrelsen, og en større udgangspupil indebærer et lysere billede. Et tal på omkring 2-3 mm er fuldt ud tilstrækkeligt i dagslys, men til daggry og skumring bør tallet derimod være 5 mm eller derover. Det menneskelige øjes pupil er i dagslys ca. 2 mm og i mørke op til 7 mm. Det kan være en fordel at tænke på, at den maksimale åbning mindsker med alderen, og at det ikke altid er en selvfølge, at øjet kan drage nytte af en større udgangspupil i kikkerten.
Lystransmission, kvalitet og coating på linsen giver store udsving ved dårlige
lysforhold
En høj lystransmission indebærer, at en stor andel lys føres videre fra linsen og giver et lysere billede. Kikkerter af høj kvalitet har ofte en lystransmission på 90-95 %, mens begynderkikkerter i en lavere prisklasse kan ligge på 60 %. Den lysmængde, der slippes igennem, afgøres af kvaliteten på linsen og forskellige coatings på glasset. Hvilken coating eller antirefleksbehandling, som kikkerten har, påvirker også kikkertens lystransmission, modstandsdygtighed over for vand og støv samt farvegengivelse. Antirefleksbehandling betegnes ofte som “coated”, “fully coated”, “multicoated” og “fully multicoated”, hvilket beskriver, hvor mange lag og linser der er behandlet. En kikkert i en højere prisklasse har som regel flere lag antirefleksbehandling.
Dyrere sigter har også højere præcision med hensyn til slibning og polering, hvilket giver et mere jævnt lys over hele linsen. Til forskel fra billigere kikkerter, så giver en kikkert af højere kvalitet et billede, der er lige skarpt hele vejen ud til kanten. Forskellene mellem de enkelte prisklasser og kikkerters lysgennemfald er mest tydelige ved svage lysforhold.
Et andet aspekt med hensyn til kvalitet er korrekt farvegengivelse i optikken og linsens evne til at bryde lysets farver til samme punkt. En linse af ED-glas (Extra Low Dispersion) minimerer denne kromatiske afvigelse.
Optik – materiale, kvalitet og egenskaber
Kikkertens kvalitet er ofte direkte forbundet med prisen. Hvad kikkertsigter angår, så kan der være store forskelle på holdbarhed, hvis man sammenligner et billigt og et dyrt kikkertsigte med hensyn til fx stødsikkerhed ved affyring af våbnet. Kikkertsigter af høj kvalitet er drejet af et helt stykke aluminium, mens de billigere består af sammensatte dele. Når kikkerten er drejet, så bliver vægten også lavere, og den bliver lettere at have med på vandring eller jagt, og det bliver nemmere at holde kikkerten stabilt. Med højere kvalitet kan man også forvente sig en mere nøjagtig fokusjustering og en bredere kompensation for synsfejl.
Noget andet, man bør bemærke, er om kikkerten er gasfyldt, hvilket forhindrer, at der forekommer dug eller fugt på indersiden af kikkerten. Trykket fra det frie kvælstof, eller argongassen, forhindrer også, at der trænger støv ind, og at kikkerten generelt bliver mere vandbestandig, hvis uheldet skulle være ude, og du kommer til at tabe den, så den bliver gennemblødt.
Kvalitetsoptik omfatter også ofte en lang garanti – ofte op til 10 år på optikken og mulighed for service, når garantien er udløbet.
HÅNDKIKKERT – et uundværligt hjælpemiddel
Fugle- og natur-kikkerten er et must for alle jægere og -friluftsentusiaster
Håndkikkerter, eller binokularer, er multifunktionelle hjælpemidler til de fleste lejligheder, hvor man har brug for forstørrelse, og de fås i mange størrelser, varianter og prisklasser. Betegnelsen binokular angiver, at det er to teleskopiske objektiver, der samarbejder, hvor begge øjne bruges og skaber en følelse af dybde.
Håndkikkerter tjener flere formål – alt fra fornøjelse til sikkerhed, og det er anvendelsesområdet, der afgør valget. I denne kategori finder vi undergrupper som fx fugle- og naturkikkerter, jagtkikkerter, kompakte kikkerter, minikikkerter, børnekikkerter og bådkikkerter. På havet er bådkikkerten praktisk at have med, da den øger sikkerheden ved at give dig mulighed for at finde land, se andre både eller hjælpe i nødsituationer. For fuglekiggeren og jægeren, som vil betragte dyr og fugle og se detaljer på korte afstande er den praktiske og robuste natur- og fuglekikkert et perfekt valg. Til ferien og vandringen på fjeldet er det mere end nok med en mere kompakt rejsekikkert, der ikke vejer så meget, og som er nem at bruge. Man plejer at komme langt med en kompakt kikkert på 8×25, og takket være den lave vægt tager man den rent faktisk med i tasken, så man ikke bare lader den ligge derhjemme, fordi den er for tung.
Med en allround-kikkert kommer du derimod lidt længere – den egner sig til de fleste situationer, og er samtidig en god nybegynderkikkert og et godt grundredskab. Til denne kategori hører håndkikkerter med en forstørrelse på 8-10x og en linsediameter på 32-42 mm. De har en overkommelig vægt, og de tilbyder et godt kompromis mellem forstørrelse og linse for en god lysoptagelse og håndtering, uden at billedet bliver for rystet – og udvalget er stort. Allround-kikkerten fungerer både til optælling af vildt inden jagtsæsonen og til at tage med ud på jagtpasset eller vandringen.
BEGREB HÅNDKIKKERT
Objektivdiameter: Mål på linsens størrelse samt en vigtig
detalje for, hvor meget lys, kikkerten kan optage. Størrelsen påvirker
også vægten.
Forstørrelse: Et mål, som angiver, hvor meget tættere på en genstand ser ud til at befinde sig. Ved en forstørrelse på 8x opleves det dermed, at genstanden befinder sig 8 gange tættere på betragteren.
Prismer: Porro-prisme eller taglagt prisme, med forskellige konstruktioner af prismer. Porro-prismen er den klassiske variant, og den bliver som regel tungere. Den taglagte prisme er en mere moderne og kompakt løsning, der som regel vejer mindre.
Synsfelt: Et mål, som angiver, hvor stor bredde du kan se i en kikkert på en bestemt afstand.
Udgangspupil: Et mål, som bruges til at sammenligne forskellige kikkerters evne til at viderebringe lys til brugerens øje. Det anbefales, at den er mindst 2-3 mm ved dagslys og ca. 5 mm ved morgengry/skumring.
Skumringsfaktor: Et mål på, hvor effektivt kikkerten slipper lys igennem ved dårlige lysforhold – jo højere tal, desto bedre evne. Dette skal dog ikke forveksles med ydelse i mørke.
Nærgrænse: Angiver mål på, hvor tæt du kan se på genstande – kikkertens mindste afstand for fokusering.
Øjenafstand: Afstand mellem okularets linse og brugerens øje. Varierer som regel mellem 10 og 20 mm. Hvis man bruger briller, er det som regel en fordel med en større afstand.
To hovedtyper af håndkikkerter på markedet
Inden for håndkikkerter er der to hovedtyper: porro-prisme og taglagt prisme, der er inddelt efter deres prismedesign og vinklingen af disse i kikkerten. Et porro-prisme (ZCF, Zeiss Centre Focus) er et klassisk design med to prismer, som vender billedet med en gennemprøvet og stabil konstruktion, men det indebærer også en højere vægt. I Jaguargruppens butikker har vi håndkikkerter af denne type i alle prisklasser. De bedste kaldes for BaK-4-prismer (Barium Crown-glas), og de kan give 40 % mere lys under dårlige lysforhold. Denne kikkerttype er velegnet til situationer, hvor størrelse og vægt ikke spiller en så stor rolle, fx i bådkikkerter til maritimt brug.
En kikkert med taglagt prisme (DCF, Dach/Roof Prism Centre Focus) består af to spejlende overflader, der er placeret på en lige linje med stor præcision. Denne type tilbyder en bedre lysstyrke, da lyset bevæger sig en kortere strækning end med porro-prismen. Konstruktionen er mere kompakt og elegant, hvilket indebærer, at prisen er en anelse højere, men den giver samtidig en mere robust kikkert, der er mere modstandsdygtig over for slag og fugt. Da objektiverne sidder tættere på hinanden, så giver de et bedre fokus på korte afstande sammenlignet med porro-prismen. Denne type er mere afhængig af god kvalitet og overfladebehandlinger på linsen, og den er velegnet til generel brug i naturen og i forbindelse med jagt, hvor størrelsen og vægten er vigtig.
Jagtkikkerten er et uundværligt hjælpemiddel for sikkerhed i forbindelse med jagt
For at opnå høj sikkerhed i forbindelse med jagt, så handler det om god jagtetik og sikre skud, og der er håndkikkerten dit bedste hjælpemiddel til at identificere målet samt til at få styr på kuglefang og terræn. Udkig med kikkertsigte bryder mod våbensikkerheden, da geværet samtidig rettes mod mål, som ikke er blevet identificeret. Med en håndkikkert får du et større synsfelt, bedre overblik og et mere realistisk billede og en større dybdefølelse takket være de to parallelle objektiver. Håndkikkertens mulighed for at forstærke dine sanser giver dig også mulighed for i højere grad at styre det, dine øjne selv synes, de opfatter – er det et stykke vildt, som gemmer sig eller en stub, der bevæger sig? Dine observationer bliver mere korrekte, og du kommer til at træffe bedre beslutninger.
Med jagtformer som pürschjagt og bukkejagt har du ekstra stor nytte af en håndkikkert. Jagtpassene er ofte lange, og du har brug for at registrere terræn fordelt over større arealer og med små bevægelser. Jagt i skumring og morgengry stiller større krav til lysstyrken i kikkerten, og der er det ofte en fordel med en kvalitetskikkert med stor frontlinse, fx 50 mm. Et godt råd er at sammenligne de forskellige udgangspupiller og lystransmissionstallet, hvis du vil investere i den kikkert, der har de bedste lysforudsætninger.
ALMINDELIG HÅNDKIKKERT OG ANVENDELSEOMRÅDE
Vortex Diamondback HD 8×32
8×32 Middel lysstyrke og tilpasset til at have i en lille taske. Lav vægt og nem håndtering frem for billedkvalitet.
Nordhunt Field 8×42
8×42 Til jagt på mindre marker, fiskeri i små søer og friluftsliv. Stor forstørrelse og lav vægt.
Optic Science Wolf Camo 8×42
8×50 Statiske aktiviteter på mellemlange afstande, fx jagt fra tårn og fuglekiggeri. Højere vægt.
Swarovski Optik CL Pocket 10×25
10×25 Til ferie, eller når du rejser med lidt bagage. Lav vægt frem for
billedkvalitet.
Sig Sauer Zulu 5 HD 10×42
10×42 Til jagt, fiskeri og friluftsliv. Stor forstørrelse og lav vægt.
Zeiss Conquest HD 10×42
10×50 Statiske aktiviteter på større afstande, fx jagt fra tårn og fuglekiggeri.
Højere vægt.
Udsigtskikkerten – når du skal se detaljer på store afstande
Forstørrelsen i en udsigtskikkert, også kaldet et spotting scope, er betydeligt større end i en håndkikkert og er perfekt, når du vil komme ekstra tæt på og se detaljer. Ofte finder du et interval med variation i forstørrelsesgraden, hvor den laveste starter på ca. 15x forstørrelse. En udsigtskikkert med betegnelsen 15-45×60 giver dig derfor mulighed for at vælge en forstørrelse fra 15x til 45x. Da forstørrelsen er så stor, er du nødt til at have stativ for at kunne bruge udsigtskikkerten optimalt.
Håndkikkerter med afstandsmåling giver store fordele
I dag er der et stort udbud af ekstrafunktioner indbygget i og forbundet med håndkikkerter. Der dukker flere og flere håndkikkerter med indbygget afstandsmåler med laserimpuls op på markedet, og dermed kan man se ballistiske målinger på skærmen sammen med billedet. Den laser, der bruges i håndkikkerter med afstandsmåler, er ufarlig for øjet, og med et enkelt knaptryk giver den dig en hurtig og nøjagtig måleberegning af afstande på op til 1.500-2.000 meter.
Afstandsmålere er især egnede ved større afstande, og når du er nødt til at bevæge blikket hen over lidt større områder for at indhente information. Det kan være en god idé at opmåle flere referencepunkter i det område, du befinder dig i. Det er en stor fordel, at afstandsmåleren er indbygget sammenlignet med traditionelle afstandsmålere, da den afstand, der måles, kan være det dobbelte, og samtidig giver det mulighed for større forstørrelse. Vægtmæssigt bliver denne kikkert dog meget tungere. En traditionel afstandsmåler er betydeligt mindre, lettere og er fuldt ud tilstrækkeligt i mange situationer.
Flere kikkerter af høj kvalitet med afstandsmåler er også udstyret med den seneste teknik, så de kan konfigurere ballistikken og foretage mere nøjagtige beregninger ud fra data om temperatur, lufttryk, vind og hældning. Nu er der endnu bedre håndkikkerter på markedet med Bluetooth-forbindelse, hvor kikkerten synkroniseres med en app på din smartphone, så den kan præcisere beregningen yderligere og sikre træfsikkerheden.
KIKKERTSIGTE – det optimale hjælpemiddel på jagten
Vælg kikkertsigte og forstørrelse efter jagt- eller skyttetype
Kikkertsigtet er et af de vigtigste redskaber for jægeren og jagten, og det gør en stor forskel for jagtheldet, hvilken variant du bruger til hvilken jagtform med hensyn til forstørrelse, lysstyrke, kvalitet og funktioner. Nogle vigtige faktorer er afstand, og hvilket tidspunkt på døgnet du jager, eller aspekter som langdistanceskydning, pürschjagt eller anden jagt, hvor man er i bevægelse. Allround-kikkerter er populære takket være deres alsidighed til forskellige jagtformer. For at dække de fleste kan det være godt at have et kikkertsigte med lav forstørrelse til klapjagt, fx 1-6×24, og et kikkertsigte med høj forstørrelse til pürschjagt, fx 3-12×56. For nybegynderen kan det bedste valg i stedet være at vælge blot ét kikkertsigte, men med et så stort interval som muligt mellem den mindste til den største forstørrelse. Blandt allround-kikkertsigter er 2-12×50, 2,5-10×56 eller lignende manges favorit. Med et kikkertsigte med et bredt interval får du et tilstrækkeligt godt kikkertsigte til de fleste jagtsituationer. Når du så har et par års erfaring og har fundet ud af, hvilke funktioner og egenskaber du foretrækker med hensyn til et kikkertsigte, så er det bedre at se efter et kikkertsigte, der er tilpasset efter lige nøjagtig din type af jagt. Jagt på forskellige typer vildt og forskellige jagtformer giver det bedste resultat, når optikken er optimeret til de aktuelle forhold. En stor forstørrelse kan hjælpe dig med at se tydelige detaljer, men det er ikke altid det optimale. I nogle situationer har du større behov for et bredt synsfelt, hvis du skal nå at følge vildtet. En forstørrelse på 1 til 1,5 giver fx et synsfelt på ca. 35 meter ved en afstand på 100 meter. En forstørrelse på 3 har et synsfelt på højst 15 meter, og en på 5 giver højst 6-7 meter.
Kikkertsigter til jagt og skydning fås i flere forstørrelsesgrader og med forskellige linsediametre, der er designet til forskellige formål. 2-10×50 er en god basismodel, som fungerer fint til de fleste jagtformer. Almindelige allround-kikkertsigter, man møder, har betegnelserne 1,5-6×42, 2,5-10×50 og 3-9×50.
Klapjagt med lav forstørrelse og rødpunktssigte
Klapjagt er manges favorit – en aktiv, adrenalinfyldt jagt, hvor vildtet drives frem mod anstandsskytter, og her er kikkerter med et bredt synsfelt og en lav forstørrelse at foretrække, da vildtet bevæger sig i høj fart og kræver hurtige affyringer af skud. Her anbefales kikkertsigter som fx 0,75-6x, 1-4x, 1,5-6x og 1-6x. Lignende optik anbefales til jagt med drivende hund. Et godt supplement til en hurtig jagt på kort afstand er et rødpunktssigte, som ikke har nogen forstørrelse, hvilket hjælper skytten med at fokusere et hurtigt og sikkert træfpunkt. Det giver kombinationen af hurtighed og præcision i affyringsøjeblikket og er derfor noget, som både erfarne skytter og nybegyndere har glæde af. Rødpunktsigtet bruger en lysdiode (LED), som kun ses af skytten inde i sigtet – det projiceres ikke mod målet. Derimod kan det være lidt uvant at begynde med at bruge et rødpunktssigte, hvis man tidligere har jaget med et almindeligt kikkertsigte, eftersom man kan sigte med begge øjne åbne.
Højere krav til lysstyrke ved liste-, vagt- og skumringsjagt
Lysforholdene bliver ofte dårligere og afstandene længere i forbindelse med pürsch- og lokkejagt. Vildtet bevæger sig i morgengryet og skumringen. Det er en langsom og metodisk jagt, som kan stille høje krav til præcision ved affyringen. Her er en høj forstørrelse og en høj lystransmission det bedste valg med sigter med en forstørrelse på 2-12x eller 3-12x og en linsediameter på ca. 50 mm. Til vagtjagten kan du være nødt til at øge linsediameteren yderligere til fx 56 mm.
Topjagt og langdistanceskydning kræver stor forstørrelse
Afstanden bliver større ved fugle- og topjagt samt langdistanceskydning, og det handler om præcision. Forstørrelsen er nødt til at være temmelig stor, hvis man skal have et tydeligt og sikkert målbillede. Til topjagt kan det være nødvendigt med et sigte med en forstørrelse på 3-18x eller 6-18x. Til langdistanceskydning er det almindeligt med kikkertsigter med en forstørrelse på mellem 10x og 30x.
Belyste sigtemidlerog parallaksejustering for et tydeligere målbillede
Et kikkertsigte har enten medforstørrende sigtemidler eller ikke-medforstørrende sigtemidler, hvor det enten forstørres eller ej, når du øger forstørrelsen i sigtet. Hvilket sigtemiddel, man bør vælge, afhænger af funktion, anvendelsesområde og personlig smag. Et ikke-medforstørrende sigtemiddel ligger i andet billedplan (SFP – Second Focal Plane) og bevarer sin størrelse gennem hele forstørrelsesintervallet, mens et medforstørrende sigtemiddel i det første billedplan (FFP – First Focal Plane) indebærer, at sigtemidlet ændrer størrelse og bliver større ved stor forstørrelse.
Sigtemidlet i kikkertsigtet kan se forskelligt ud – det kan være et enkelt jagtsigtemiddel med brede linjer eller et med måleskala til at måle størrelsen på målene. Målingen foretages med vinkelmål og angives som MIL (milliradian) eller MOA (minute of angle) og kan justeres via ballistiktårn med ”klik” og kompensere for en faldende kuglebane.
Når lysforholdene bliver dårligere, er sigtemidlet ofte svært at se, og derfor gør et belyst sigtemiddel det betydeligt nemmere.
Parallaksejustering findes primært i kikkertsigter med høj forstørrelse, og den justerer afvigelsen mellem kikkertens sigtemiddel og målet. Med justeringen kan du både få sigtemidlet og målet, du sigter på, skarpt ved, at de havner i samme billedplan.
BEGREB KIKKERTSIGTE
Antirefleksbehandling: Dette er en fællesbetegnelse for forskellige linse-behandlinger, som bruges på glasset for fx at øge lystransmissionen, beskytte mod vand og gøre rengøringen af linserne nemmere. Antirefleks-behandling kan slides af, hvis optikken rengøres forkert. Antirefleksbehandling betegnes ofte som “coated”, “fully coated”, “multicoated” og “fully multicoated”, hvilket beskriver, hvor mange lag og linser der er behandlet. En kikkert i en højere prisklasse har som regel flere lag antirefleksbehandling.
• Coated: Et lag overfladebehandling på mindst en linse.
• Fully coated: Et lag overfladebehandling på alle linser, der er i kontakt med ilt.
• Multicoated: Flere lag overfladebehandling på mindst en linse.
• Fully multicoated: Flere lag overfladebehandling på alle linser, der er i kontakt med ilt.
Parallakse: Parallakse er den sigtefejl, der opstår mellem målet og kikkertens sigtemiddel, hvis man ikke har øjet helt centreret bag kikkertsigtet. Kikkertsigter med et stort forstørrelsesområde har ofte parallaksejustering, hvilket indebærer, at man har mulighed for at justere optikken, så både sigtemidlet og målet bliver skarpt. Ofte er kikkerter parallaksefrie på ca. 100 meter, og derfor kan et kikkertsigte med parallaksejustering være en fordel, især ved større forstørrelse.
Lystransmission: Lystransmission angives i procent og er et mål på, hvor meget lys linsen slipper igennem. Et ubehandlet glas kan højst slippe 95 % lys igennem.
Sigtemiddel: Et kikkertsigte har enten et medforstørrende sigtemiddel eller et ikke-medforstørrende sigtemiddel. Hvilket sigtemiddel, man bør vælge, afhænger af funktion, anvendelsesområde og personlig smag. Et ikke-medforstørrende sigtemiddel ligger i andet billedplan (SFP – Second Focal Plane) og bevarer sin størrelse gennem hele forstørrelsesintervallet, mens et medforstørrende sigtemiddel i det første billedplan (FFP – First Focal Plane) indebærer, at sigtemidlet ændrer størrelse og bliver større ved stor forstørrelse.
Med et belyst sigtemiddel menes, at sigtemidlet tilføres lys fra et batteri eller en anden energikilde. Det kan være en stor fordel med et belyst sigtemiddel i forbindelse med skumringsjagt.
Øjenafstand: Øjenafstanden angiver den maksimale afstand, man kan have fra øjet til den første linse og stadig se et tydeligt billede. Øjenafstanden er som regel længere på et på et kikkertsigte end en håndkikkert, da der skal være plads til våbnets rekyl. En typisk øjenafstand for kikkertsigter er ca. 6-12 cm.
Udgangspupil: Udgangspupil angives i millimeter – et mål, man kan beregne ved at dividere objektivdiameteren med forstørrelsesgraden. Udgangspupillen er den diameter lys, der slippes igennem kikkerten. Dermed kræver en stor forstørrelse også et større objektiv, hvis lysgennemstrømningen skal blive bedre. Du får fx en større udgangspupil, og øjet kan tilgodese mere af lyset i en kikkert på 8×42 end i en kikkert på 10×42 (42 mm/8x = 5,25 mm, mens 42 mm/10x = 4,2 mm).
Kikkerthusdiameter: Kikkerthusdiameteren angives ofte i millimeter og beskriver, tykkelsen på kikkertens mellemhus (”kroppen”) er. Dette er vigtigt at holde styr på, når du skal købe kikkertmontage og ringe til din optik.
Synsfelt: Synsfeltet angives ofte i antal meter ved 100 meter. Det er et mål, som beskriver, hvor bredt dit synsfelt bliver, når du ser gennem kikkerten.
Ballistiktårn: Et ballistiktårn konfigureres sammen med kikkertsigtets sigtemiddel – enten som toptårn eller sidetårn – for at kompensere for faldende kuglebane og vind. Et ballistiktårn kan gøre det nemmere at sigte og fokusere på lange afstande.
KIKKERTSIGTER OG JAGTFORM/SKYTTEFORM
Klapjagt
Ca. 1-6×24
Listejagt/
pürschjagt
Ca. 2-12×50
Anstandsjagt
Ca. 2,5-15×56
Topjagt
Ca. 3-18×50
Langdistance-skydning
Ca. 5-30×50
MØRKESIGTER – før nattejagten
Med digitale mørkesigter og termiske kikkertsigter kan du se i mørke
Fra jagt med sigte og lommelygte til digitale kikkertsigter og nu til jagt og vildtobservationer med varmesigte. Med den tekniske udvikling er der nu kommet flere digitale og termiske løsninger for at kompensere, når der ikke er nok lys – fra jagt i skumring eller måneskin til når der er bælgmørkt.
Et mørkesigte med Night Vision forstærker det eksisterende lys, og en IR-lampe fungerer som en lommelygte, når der er for mørkt. Et godt alternativ er et digitalt nat/dagsigte, som fungerer som et almindeligt kikkertsigte om dagen, og som kan indstilles til Night Vision i skumringen. Husk, at digitale kikkertsigter og billedforstærkere ikke er tilladte ved jagt om dagen – det er kun tilladt ved jagt på vildsvin om natten.
Et digitalt mørkesigte er et godt supplement for dig, der skal ud på foderpladsjagt. Hvis du derimod skal jage om natten, fx vildsvin, som er mest aktive om natten, så er det bedre at se efter et termisk sigte. Et mørkesigte med Night Vision kræver, at der findes lidt lys, for at det skal fungere, mens et termisk sigte fungerer lige godt hele natten. Et termisk sigte registrerer vildtets kropsvarme og er ikke afhængigt af, hvor lyst der er udenfor. Et termisk sigte eller varmesigte viser et billede med høj kontrast med konturer over, hvor meget varme alt i naturen udstråler – alt fra træ og græs til vildt. Ofte er der flere forskellige indstillinger, hvor du kan vælge at vise kontrasten i forskellige farver, fx at varme vises i hvidt, og kulde vises i sort. Et varmesigte er et utroligt godt hjælpemiddel på vildsvinejagten.
Det er almindeligt med termiske kikkertsigter både som håndholdte enheder og som clip-on, hvor man monterer det termiske kikkertsigte på sit eksisterende kikkertsigte. Den fleksibilitet, termiske clip-on-sigter tilbyder, gør det muligt at bruge et almindeligt kikkertsigte senere om aftenen, uden at man er nødt til at skifte til et dyrere kikkertsigte, der er tilpasset til skumringsjagt.
Multifunktionel digital optik
Multifunktionelle digitale løsninger, der optimerer jagten
Digitale løsninger åbner op for mange funktioner – selv i situationer, hvor flere enheder kan synkroniseres og konfigurere personlige profiler. På samme måde som med håndkikkerter er der i dag kikkertsigter med indbyggede afstandsmålere og Bluetooth, som gør at de kan kommunikere med andre smarte enheder som fx separate afstandsmålere eller din mobiltelefon. På samme måde som med et kamera kan et digitalt kikkertsigte også have optagelsesfunktioner, som giver dig mulighed for at gemme uforglemmelige minder fra jagtoplevelserne.