Fuglejagt i Danmark

Danmark har fra gammel tid været et udpræget småvildt-jagtland. Under langt det meste af den periode, hvor den danske jagt blev en fritidsinteresse for hele folket, var der nemlig stort set ikke andet end netop småvildt at jage.

De få stykker råvildt og større hjortevildt, som var tilbage i det danske landskab, stod primært i de store skove, så for mening mand med jagtrevir i landbrugslandet var arter som ræv, gås og hare det storvildt, som man realistisk set kunne drømme om. Langt hovedparten af vildtet på de varierede danske parader var fuglevildt.

 erfor opstod der i Danmark en række vidt forskellige former for fuglejagt, som stadig dyrkes flittigt i dag, hvor mulighederne tillader det. En del af arterne er desværre faldet ud af jagttabellen i takt med udviklingen i naturen i årenes løb. Den systematiske afvanding af vådområder i hele Europa har f.eks. ikke været gunstig for vadefuglene, som der tidligere var jagt på en lang række arter af. Urfuglen forsvandt med de vidtstrakte hedearealer og agerhønen er trængt af manglen på egnede levesteder og fødekilder i det stadigt mere intensivt opdyrkede agerland. Men vi har masser tilbage. Danmark er i høj grad stadig et land for fuglejagt, med alt hvad det indebærer af spændende jagtformer, traditioner, hundearbejde og haglskydning.

Fuglejagten i vore dage

Ser vi på fordelingen af det nedlagte vildt på fuglejagterne, fylder fasanerne mest i statistikken med rundt regnet 600.000 fugle efterfulgt af gråænderne med cirka 400.000 fugle. En stor del af udbyttet for begge disse arter stammer fra fugle, som er udsat til jagt – en praksis, som har været almindelig i Danmark i mere end 100 år. Der skelnes i statistikken ikke mellem vilde og udsatte fugle, så ingen ved nøjagtigt, hvor stor en del af disse fugle, der er sat ud. De fleste fagfolk vil dog nok være enige om, at de udsatte fugle udgør majoriteten af udbyttet.

Der føres i øjeblikket vildtudbyttestatistik over godt 30 forskellige fuglearter i Danmark. Arter som enten jages indenfor en regulær jagttid, eller som reguleres. At jagterne på de udsatte fugle fylder meget i statistikken understreges af, at det samlede udbytte af disse to almindelige udsætningsarter udgør godt 60% af de ialt ca. 1,6 mio. stykker fuglevildt, der nedlægges af danske jægere.

Fasan og gråand udgør grundstammen i jagterne på de fleste større jagtejendomme. Fasanerne jages typisk på klapjagter i skovene og gråænderne på opfløj omkring vandhullerne. Jagterne er ikke fysisk anstrengende, foregår ofte i større grupper og er spækket med traditioner. Ud over skytterne involverer disse jagter typisk en masse klappere og hundefolk. Der er et enormt socialt aspekt i fællesjagter af denne karakter, hvor masser af mennesker nyder herlige dage under åben himmel sammen.

Udstyret dikteres både af jagtformen og traditionerne. Der skydes typisk fra faste poster mod fugle, der flyver ud af såten og passerer over hovederne på skytterne. Den fremherskende inspiration for traditionerne i den del af det danske jagtunivers er primært engelske jagttraditioner. Det er derfor de engelske racer, som dominerer billedet på hundesiden, og engelsk tøj – tweed – er et almindeligt syn på deltagerne, ligesom side-by-side haglbøsser i traditionel engelsk stil er betydeligt oftere tilstede her end på andre fællesjagter.

Der er dog ingen stive regler, og det eneste man for alvor risikerer kritiske blikke fra sine medjægere for, er, hvis man dukker op til denne type jagt med en pump-gun eller en halvautomat. For ikke så mange år siden var camouflagetøjet også ilde set – det er det ikke så mange steder mere. Man kan altså snildt bruge det samme jagtudstyr, som man anvender til alle mulige andre former for jagt.

Trækjagt

Nummer tre på listen over vildtudbyttet er ringduen. Udbyttet er gået en hel del ned, siden det toppede i midten af 1960’erne med omkring 500.000 nedlagte duer. I de seneste mange år har det svinget kraftigt omkring 200.000 styk. Nedgangen i udbyttet skyldes ikke mindst, at jagttiden er blevet væsentligt forkortet – og at det er den mest udbytterige periode, der er skåret af jagttiden af flere omgange. I gamle dage gik jagten ind den 1. august, og duerne blev i stor stil jaget på uhøstede markafgrøder, men premieren blev gradvist rykket helt frem til 1. november, inden den ved de seneste jagttidsforhandlinger røg tilbage til 16. oktober. Årsagen, til at premieren er blevet flyttet er, at duerne yngler langt ind i efteråret. Der er masser af duer, men der er altså risiko for, at en stor andel har unger i rederne i august og september.

Trækjagten på duer kræver gode skydefærdigheder og masser af kundskab i forhold til placering af skjul lokkere med mere. Camouflage er alfa og omega på trækjagt – det samme er en god apporterende hund.

På fjerdepladsen over de mest talrige danske jagtfugle finder vi krikanden, som i flere år har ligget på et udbytte omkring 100.000 stk. Den lille vævre and – vor mindste andefugl – er altid vild og uberegnelig. Krikanden er kendt for sin lynhurtige flugt og regnes blandt passionerede andejægere for en af de mest udfordrende ænder, man kan jage.

Krikænderne jages på træk til og fra vandhuller morgen og aften. Skuddene er ofte vanskelige. Som på duejagten er god camouflage vigtigt, ligesom indgående kendskab til ”krikkernes” adfærd, en masse udstyr i form af lokkefugle og kald er effektive hjælpemidler. Trækjagt lægger op til fordybelse – eller ”nørderi” om man vil….

Sorte fugle

Femte og sjettepladsen på fuglejægernes hitliste indtages af de to kragefuglearter kragen og rågen med omkring 65.000 nedlagte fugle af hver art om året.

Kragerne jages først og fremmest på trækjagt, og de er særdeles udfordrende at jage i kraft af deres høje intelligens og udprægede skyhed. At overliste krager er lidt af en kunst, og mange jægere er i gennem tiden blevet voldsomt bidt af denne udfordrende jagtform. Kald, lokkere, skjul,masser af knowhow og sort magi gør forskellen for kragejægeren.

Kragens kusine rågen reguleres med salonrifler i ynglekolonierne. Der er tale om en meget speciel form for jagt (som teknisk set er en regulering af skadevoldende vildt), hvor jægeren pürscher sig rundt under kronerne i redekolonien og skyder de rågeunger, der stavrer ud på grenene. Sæsonen er kort og intensiv. En hyggelig dansk tradition, og så smager rågeunger faktisk fantastisk.

Jagtudstyret består af en salonriffel – helst i kaliber .22 LR (de hurtigere .17’ere er hårde ved kødet). Der er hverken behov for kald, klæder eller know-how i store mængder.

Luftens storvildt

Den syvende mest almindelige art på fuglejægernes parader er en nordeuropæisk succeshistorie. Grågåsebestanden er nærmest eksploderet i de seneste årtier. I mange år nedlagde danske jægere omkring 10.000 gæs om året. Nu er tallet oppe omkring 60.000, og der er ikke meget der tyder på en snarlig tilbagegang. Tværtimod.

Her er virkelig mulighed for at specialisere sig, og der er en helt særlig fornemmelse over en god gåsejagtdag, med et reelt måltid mad til en hel familie i hver eneste af de fugle, der falder til jorden med et dybt ”THOMB!!” Gåsejagt kan være ekstremt teknisk og udstyrstungt. Gåsejægere køber sig gerne fattige i lokkere, skjul og kald. Camouflage kan næsten antage form af religion i de kredse.

Luftens ædelvildt

Afskydningen af himlens ædleste vildt – skovsneppen – svinger en del fra år til år, men har i mange år været jævnt stigende. De senere år har udbyttet ligget omkring 40.000 fugle. Rekorden, som blev sat for omkring ti år siden, er på cirka 60.000 fugle.

Der er nogle få jægere, der specialiserer sig i målrettet jagt på snepper med stående hunde. Det er en meget speciel jagtform, som udover en god specialtrænet hund også kræver adgang til prima snepperevirer af en vis størrelse. De fleste snepper nedlægges dog nok primært som ”sidegevinst” på fællesjagter, hvor de havner forrest på paraden. De små penselfjer på vingerne er et eftertragtet trofæ, og den første nedlagte sneppe i et jægerliv er altid grundlag for en fejring. Hvordan man helt specifikt fejrer det kommer an på traditionerne det enkelte sted. Visse steder kysser jægeren sneppen på brystet. Andre steder kysses den på en anden del af kroppen….

Den sidste art, man bør trække frem, er agerhønen. Med mindre end 20.000 nedlagte fugle er arten ikke engang på top-ti listen over de mest nedlagte fugle. Omkring 1950 var det årlige danske udbytte i omegnen af 400.000 fugle – mere end 20 gange så mange som nu. Årsagen til det drastiske fald i udbytter er ændringerne i måden, det danske landbrugsland dyrkes på, og udviklingen er desværre repræsentativ for alt markvildt – jagtbart som ikke jagtbart. Det kan lade sig gøre at booste agerhønsebestanden med målrettet revirplejeindsats. Man kan i bund og grund blot håbe, at flere jægere får øjnene op for agerhønsejagtens kvaliteter og yder den ekstra indsats, som denne smukke fugl desperat behøver for at gøre comeback i vildtudbyttestatistikkerne. Det er p.t. lidt vanskeligt at bevare optimismen.

Vi er desuden velsignet med et sandt overflødighedshorn af jagtbare fuglearter – mest vandfugle – som vi jager med stor entusiasme og relativt små udbytter. Lokalt kan disse arter udgøre en meget væsentlig del af jagten, og metoder og traditioner er ofte vidt forskellige. Der er ikke andre lande i Nordeuropa, hvor fuglejagten er lige så varieret og omfattende som i Danmark. At den også er gratis på fiskeriterritoriet gør ikke jagtformen mindre attraktiv. Så kom ud og prøv – der er masser af spændende og udfordrende fuglejagt at dyrke.

TEKST: Jens Ulrik Høgh
FOTO: Recreation Media