Ladies and lords på danske jagtrevirer

Flere og flere danske jægere vælger helt eller delvist at inddrage engelske -traditioner for jagten i deres livsstil. Er det rendyrket snobberi eller ”rigtig jagt”?

Efterårsskoven præsenterer sig fra sin bedste side. Gyldne løv under en klar blå himmel. Luften er kold og klar. I det fjerne høres klappernes hujende råb. Samtlige skytter i kæden retter sig op og fokuserer i lydens retning. Grebene om haglbøsserne strammes lidt i spændt forventning. Tommelfingrene finder søgende vej til sikringerne. Stemningen er forventningsfuld og spændt.

Bag hver eneste skytte står en hundefører klar til at apportere vildtet. Hundene dirrer af spænding, da en fjern skogren og lyden af baskende vinger annoncerer, at de første buketter af fasaner er på vej imod skyttekæden. De første skud falder i såtens yderkant. Flere følger. Tempoet stiger og snart genlyder skoven af dumpe brag i kaotisk rytme – næsten som en meget højlydt pose popcorn i en mikrobølgeovn.

En fasankok åbenbarer sig i et splitsekund mellem trætoppene inde i såten. Den er i fuld fart på vej imod en tweedklædt skytte med knickers, knæstrømper og sixpence. Han hæver haglbøssen til skud med blikket fokuseret på åbningen over skovvejen, hvor han regner med at få sin chance. Fasanen snyder ham og kommer nogle meter tættere på. Det koster ham et sekund, og han bliver tvunget til at vride kroppen i en lettere unaturlig stilling i forsøget på at fælde den høje fasan med et næsten lodret skud. Det skarpe drøn flænger den relative stilhed. Mindre end et sekund senere følger endnu et. Fasanen bliver først slap og tumler derefter ukontrolleret bagover, inden den i en blød bue tager kursen imod planetens overflade og rammer skovbunden med et dumpt ”Flomp!”.

Skytten følger fuglen med øjnene og et smil breder sig på hans ansigt. Et godt skud. En succesoplevelse. En fugl på paraden leveret efter bogen. Hundeføreren sender sin gule labrador afsted efter fuglen.  Hunden tager den lige vej frem og tilbage. Ikke den sværeste apportering, men effektiv … og en rigtig god start på dagen. ”Godt skud siger hun smilende til skytten”. Han smiler tilbage og knækker den gamle side by side, tager patronerne ud og sætter et par friske i. Våbnet er en håndbygget engelsk haglbøsse, som er gået i arv i skyttens familie gennem tre generationer. Meget har ændret sig i de små 100 år, der er gået siden en bøssemager i London lagde sidste hånd på dette våben, men klapjagt på fasaner er i store træk den samme intense oplevelse, som det altid har været. Dog med en enkelt markant undtagelse: I vore dage kan alle være med.

 

Jagtkultur eller snobberi?

Selvom sceneriet er som taget ud af et afsnit af Downton Abbey, er samtlige deltagere på en gennemsnitlig typisk traditionel dansk godsjagt hverken godsejere, advokater eller grosserere. Skytten, som vi lige har kigget over skulderen hedder f.eks. Anders og er elektriker. Kvinden med hunden bag ham er hans hustru Hanne. En gang imellem bytter de plads, men egentlig vil Anders helst jage og Hanne -brænder særligt for hundearbejdet. Konsortiet, de jager i, er bredt sammensat. Her er alt fra unge håndværkere til en enkelt bankdirektør.

Stilen – som vi kunne kalde den anglofile country stil – er for længst blevet en tradition på denne og masser af andre danske jagter. Sådan er det først og fremmest blevet, fordi det er hyggeligt. På jagten har man fri og kan være, hvem man vil. Jagt er en festlig begivenhed, og hvorfor i alverden skulle man ikke kunne udnytte netop en sådan chance for at klæde sig lidt finere end i hverdagens arbejdstøj? På fællesjagter betyder netop det sociale samvær og traditionerne en hel masse. Man kan sagtens rynke på næsen og kalde det ”snobberi”, hvis man hellere vil gå på jagt i en blå kedeldragt, men i bund og grund handler det vel om, at en masse mennesker har en hyggelig dag sammen på de præmisser, der gælder i netop deres omgangskreds…?

Der er masser af jagtkultur i den engelske måde at afvikle fællesjagter på. Masser af lækkert udstyr at nørde omkring. Her er traditionelt håndværk og fremragende kvalitet foretrukket fremfor højteknologiske løsninger og smarte kunststoffer. Træ, stål, læder, uld, silke fremfor teflon, aluminium, kevlar, polyester og gore-tex. Håndskårne netskæringer fremfor sprøjestøbte skæfter. Sildebensvævet tweed frem for camouflage. Retriever fremfor ruhår.

På våbensiden er det først og fremmest traditionelle engelske våben, der batter. Side by side er konge i denne kultur. Helst en engelskbygget…. Og helst fra en af de bedre bøssemagere i London. Navne som Purdey, Holland & Holland og Boss klinger velkendt i stort set alle jægeres ører. Og vi tænker næsten alle ”kvalitet” når vi hører navnene – også selvom vi formentlig aldrig har skudt med en af disse haglbøsser. Når det kommer til rifler, er det enten grovkalibrede dobbeltrifler eller traditionelle repeterrifler bygget af engelske bøssemagere på ærketyske mauserlåse, der tæller. Rigby er det store navn alle taler om i disse kredse. Heldigvis er stilen efterhånden blevet så udbredt, at der i vore dage er plads til alle afskygninger af lidt pænere traditionelle våben …. Så længe det ikke ser amerikansk ud eller involverer plastik eller camouflage.

Det er lidt af en kult, hvor der også er uskrevne regler om, at man opfører sig som ladies and gentlemen, man gør det i tweed og gerne med et glas vintage portvin ved særligt festlige lejligheder.

Er det nødvendigt at springe omkring på revirerne klædt som den engelske landadel? Egentlig ikke. Det er lidt som kravlenisser til jul. Man kan lide det eller lade være. Det løser sig selv. Jagten rummer så utroligt mange subkulturer, som man mere eller mindre kan springe ind og ud af alt efter dagens humør.

 

Klassekamp?

Rigtigt mange mennesker har en holdning til jagt, og mange hæfter sig i den forbindelse særligt ved efterårets fællesjagter på udsat fuglevildt- eller ”skydefugle”, som modstandere og medier ofte kalder dem. Det er netop de jagter, hvor ”countrystilen” er mest udbredt, og den negative fokus på de udsatte fugle smitter i nogen grad af på opfattelsen af country livsstilen – både blandt jægere og ikke-jægere.

Der bliver i Danmark udsat omkring en million fasaner plus hundrede tusindvis af gråænder og agerhøns. Det er en meget stor del af det samlede jagtudbytte, og det siger en hel del om fællesjagternes popularitet. Men trods jagtmodstanderes utrættelige forsøg på at påvise negative konsekvenser for naturen, har man ikke rigtigt fundet noget. Når man ser disse jagter i en totalbetragtning, som også omfatter den nødvendige biotoppleje, peger stort set alle undersøgelser faktisk på gavnlige effekter for naturen på ejendomme, hvor der drives jagter på udsatte fasaner og agerhøns.

Måske er det på grund af den åbenlyse mangel på saglige argumenter imod fasanudsætning, at der er en lidt kedelig tendens til, at der i stedet for fokuseres på jægerne som personer og deres motiver. I den forbindelse er den engelskinspirerede livsstil desværre gået hen og blevet et letgenkendeligt kendetegn for de udskældte udsætningsjagter. Man kan som bekendt altid pege fingre af ”de rige” – også selvom de blot ser ud som, at de er arvinger til et skotsk herresæde. Countrystilen bliver af mange set som snobberi og masser af jagthadske læserbreve harcelerer over ”de rige godsejere i deres Range Rovers”.  Heldigvis er de fleste mennesker som har valgt denne stil som en del af deres jæger-identitet ofte både hårdhudede, tolerante og overskudsagtige… det er nok noget, der udspringer af glæden ved at omgive sig med kvalitet.