Vi har alle været nyjægere engang
En verden fuld af oplevelser, spænding, dramatik, fællesskab og ikke mindst vidunderlige naturoplevelser. Jagten bygger på stolte traditioner, og den har sit helt eget sprog og er fuld af fagudtryk – det gælder både for våben, vildtet og når jagten afvikles. Der er mange nye ting at lære som ny jæger, og det glæder vi os til at hjælpe dig med i Jaguarbutikkerne.
Jakob Skov
Kr. O. Skov, Bording
Selvom jeg er vokset op med jagt, er det en helt anden ting, når man endelig får mulighed for at have sit eget våben. Det er en helt ny verden der åbner sig.
Et spørgsmål der ofte kommer, er hvilket våben nyjægerne skal købe. Her er det altid vigtig at finde et haglgevær der passer dem godt, da det gør det nemmere at lære at skyde. Et andet spørgsmål der ofte kommer, er hvordan man skal vedligeholde sit våben. Når man køber nye våben er det altid vigtigt at sætte sig lidt ind i, hvordan man på bedst vis kan holde sit udstyr og materialer vedlige. Så længe man gør det til en god vane, at rense og vedligeholde våbenet så snart man kommer hjem fra jagt, kommer dit nye våben til at holde i mange år fremover. Dette gælder både våben og tilbehør dertil, men også beklædning.
Et råd som jeg ville ønske at have fået da jeg blev nyjæger, er at jo mere du øver dig, desto bedre bliver din jagt og oplevelsen i sin helhed.
Johnny Jørgensen
JAFI, Viborg
Da jeg begyndte at jage, kan jeg huske, at jeg følte en vis stolthed, iver og spænding. Det var en sand glæde, da man fik sit jagttegn.
I butikken får vi mange spørgsmål fra nyjægere om, hvilket udstyr de skal bruge, og det spørgsmål har ikke noget enkelt svar, der passer til alle. De kan variere alt efter hvad, hvor og hvordan du skal jage. Jeg får også ofte spørgsmål om, hvilket udstyr jeg har med på jagten, og om jeg kender et sted, hvor man kan finde noget jagt. Det er altid sjovt at hjælpe nyjægere med de spørgsmål, der måtte opstå.
Jørn Brasholt
Brasholt, Hjørring
Jeg var som ung meget aktiv lystfisker og da flere af mine venner gik på jagt føltes det naturligt at følge efter – og siden er det hængt ved. Mit barndomshjem var et landbrug og det var derfor let at komme i gang med jagten.
Mange nyjægere spørger, hvilket våben de skal købe, hvorfor de skal købe det og hvordan ved de, at det passer dem? Der bliver spurgt meget til kvalitet og tilpasning af våben. Tilpasning af haglvåbnets skæfte samt mon- tering af optik på riflerne har fyldt meget hos os, så her finder vi altid en god løsning.
Jens Agner
Mertz, Nykøbing F.
Som nyjæger mindes jeg adrenalinsuset i kroppen, den første gange riflen skulle i aktion. Alle ens sanser intensiveres og hjertet slår hurtigere – den vildeste følelse når et velplaceret skud er afgivet!
En del nyjægere spørger ofte om, hvor dyrt det er at komme i gang med at gå på jagt. Svaret er, at det er helt op til den enkelte, hvor meget man ønsker at ofre på udstyr. Mange nyjægere er også i tvivl om, hvordan de kommer med på jagt, og her hjælper vi hjertens gerne med at henvise til den lokale jagtforening eller et lokalt jagtkonsortium.
Bettina Hansen
Hubertushuset, RINGSTED
Jeg er vokset op med jagt, men der er stor forskel på at være med til at drive vildtet frem, og så lige pludselig at stå med sit egent haglgevær, og gøre sig fortjent til at ramme et stykke vildt. Og frem for alt, at ramme fuglen perfekt så det dør med det samme. Som nyjægere var jeg også meget OBS på, at overholde sikkerhedsreglerne, og i det hele taget gøre det så ”rigtig”, som muligt, så jeg ikke skulle sættes i ”skammekrogen”. Det er jeg ikke vokset fra selvom jeg er gået på jagt i rigtig mange år. Jeg vil stadig gerne gøre det så godt som muligt, og med etikken i højsæde. Jagtudstyret , om det drejer sig om våben og optik, tilbehør, beklædning og fodtøj….spørg os, vi har selv været nyjæger og vi giver råd og tips til rigtigt mange nyjæger året rundt.
Brian B. Jørgensen
Gamefair, Nærum
Det er mange år siden, jeg startede på jagt, men jeg husker stadig den følelse, man havde, da man fik sit første våben. Jeg var 16 år og skulle på jagt med min far. Sådan nogle minder kan jeg få tilbage når jeg taler med nyjægere i butikken i dag, de kommer ofte med lignende spørgsmål som du selv havde da du startede på jagt. Hvor skal man begynde og hvad skal man tænke på? Et tip er at melde dig ind i en jagtforening og ikke være bange for at stille ”dumme spørgsmål”. Lyt til tips og råd fra professionelle jagtbutikker og andre jægere. Det er den bedste måde at udvikle sig på.
Kenneth Pedersen
Østjysk Våbenhandel, Hedensted
Et jagttegn var et must for mig, da jeg endelig blev 16 år. At kunne deltage sammen med familie og venner I flere forskellige jagtformer med jagtvåben i hånden var en stor glæde.
Ofte kommer nyjægere med spørgsmålet om de skal købe et nyt eller brugt våben? Mit råd er at køb nyt, når man vil bruge meget tid på banerne eller undgå at købe brugt der er slidt.
Hvor mange penge skal du bruge på et godt våben? Brug endelig dit budget og om muligt lidt til, da våben kan holde længe, hvis de bliver passet korrekt.