Jaguarkokkens bagte kartofler med røget hjortefyld
Portioner:
6 personer
Tilberedning:
ca. 90 min.
Ingredienser:
- 6 bagekartofler
- 350 g røget hjort eller andet røget vildtkød
- 1½ rødløg
- 1 grønt æble
- 1½ dl mayonnaise
- 3 dl cremefraiche
- ½ citron
- 1 spsk. dijonsennep
- 1 dl revet lagret ost
- 1 potte purløg
- 1 potte persille
- Smør
- Salt og peber
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 225 °C.
- Vask kartoflerne, prik dem et par gange med en kødnål, og rul dem ind i aluminiumfolie. Tilbered dem i ovnen i ca. 80 min. Stik i kartoflerne for at se, om de er færdige – bagetiden kan variere afhængig af størrelsen.
- Skær hjortekød, æble og rødløg i tern, og læg det i en skål.
- Tilsæt mayonnaise, cremefraiche, dijonsennep og den revne ost. Bland det grundigt.
- Smag fyldet til med saften fra citronen, finhakket purløg og persille, og afslut med salt og peber.
- Skær et snit i kartoflerne, og drys lidt salt og læg en klat smør i hver kartoffel. Servér derefter fyldet i kartoflerne – gerne med en salat til.
Jaguarkokkens tips!
Hvis du har travlt, kan du tilberede bagekartoflen i mikroovnen. Stik et par huller i kartoflen med en kødnål, og tilbered den ved fuld effekt i 5 min. Vend derefter kartoflen, og fortsæt i yderligere 5 min. Obs! Ingen aluminiumfolie omkring kartoflen i mikroovnen.